Guide: Generelle tips og regler om brug af metaldetektor
Metaldetektoren er et instrument, der giver dig adgang til en nærmest uendelig opdagelsesrejse i den skønne danske natur. Der findes dog en række ting, som du bør vide, hvis du har en metaldetektor eller overvejer at købe én. For selv om ideen om at have en metaldetektor inviterer til opdagelseseventyr i det åbne, er der en række forbehold for brugen. Det er for eksempel ikke lovligt at bruge den overalt.
Her på siden giver vi dig netop den relevante viden, du skal bruge for at bruge din metaldetektor på den bedste og mest hensigtsmæssige måde. Ikke blot i forhold til den gældende lovgivning i Danmark – men også i forhold til at forstå teknikken og få den højest mulige succesrate for interessante fund, når du er ude i naturen med din detektor.
Her finder du for eksempel informationer om:
- Hvordan en almindelig metaldetektor til privat brug virker
- Hvor du kan være heldig at finde noget, der er interessant
- Hvor du må bruge din metaldetektor
- Hvilke fund, du må beholde for dig selv, og hvad du har pligt til at aflevere (danefæ)
Så læs med her og bliv klogere på forskellige områder, der har med hobbyen at gøre.
Indholdsfortegnelse:
Hvordan virker en metaldetektor?
Hvor kan man være heldig at finde noget spændende med en metaldetektor?
Hvilke regler gælder der for brug af en metaldetektor i Danmark?
Danefæ – hvad må jeg selv beholde, og hvad har jeg pligt til at aflevere?
Hvordan virker en metaldetektor?
En batteridrevet metaldetektor til privat brug fungerer på den måde, at det elektroniske kredsløb skaber et magnetisk felt under den karakteristiske runde søgespole forneden på apparatet. Genstande, der er lavet af metal, skaber en forstyrrelse i dette magnetfelt, som transformeres til lydsignaler, der sendes op til en indbygget højttaler, tilsluttede hovedtelefoner eller vises som visuelle indikatorer på et display. De metaldetektorer, som du kan købe til hobbybrug, har deres oprindelse i militære redskaber til at lokalisere sprængfarlige landminer med.
Nogle metaldetektorer er i stand til at skelne signalerne fra hinanden. På den måde kan detektoren sandsynliggøre, hvad det er for en slags metal, der gemmer sig nede i jorden. Ydelsen af en metaldetektor afhænger primært af størrelsen på søgespolen. Der findes også andre typer metaldetektorer, der ikke umiddelbart er velegnede til privat brug. Du har muligvis prøvet at gå igennem en sikkerhedskontrol i lufthavnen, hvor du går igennem en stationær metaldetektor, som fungerer ved hjælp af samme princip. Og der findes for eksempel også metaldetektorer, der er beregnet til at lokalisere metal under vand.
Hvor kan man være heldig at finde noget spændende med en metaldetektor?
Der er mange steder, hvor det kan være spændende at tage sin metaldetektor med hen. Særligt der, hvor der ikke har været nogen med en metaldetektor før. Husk dog altid at spørge om lov til at gå på opdagelse, hvis grunden er privat ejet. Et af de de typiske steder, hvor man kan være heldig at finde interessante ting, er markerne – og dem findes der rigtigt mange af i Danmark. En græsmark, hvor græsset ikke er for højt, er derfor et godt sted at begynde, fordi det er et forholdsvist stort og fremkommeligt område.
Det samme gælder for stranden. Det er altid en dejlig oplevelse at gå ved vandet, og en anden fordel er, at det er ret let at grave ting frem i sandet, når detektoren pludselig giver signal. Er der tale om en velbesøgt strand, kan der være mange interessante og overraskende ting at finde. Vær dog opmærksom på, at ting af større værdi skal afleveres som hittegods.
Et sidste godt sted er de danske skove. De udmærker sig særligt i de kølige måneder i vinterhalvåret, hvor træerne tilbyder ly for vinden. På den måde er skovene også historisk interessante, da skovene havde en større praktisk betydning i gamle dage, hvor der var behov for brænde og træ som byggemateriale.
Hvilke regler gælder der for brug af en metaldetektor i Danmark?
Det er selvfølgelig ikke lovligt at bruge din metaldetektor på privat ejendom, der ikke tilhører dig, uden tilladelse. Men er der tale om en mark, er der stor sandsynlighed for, at du kan få tilladelse fra den landmand, der ejer jorden. Det afhænger ofte af, hvilken tid på året du spørger – og naturligvis måden, du spørger på. Her er den personlige kontakt ved fysisk fremmøde ofte værdifuld. Sommetider kan det også være en fordel, at du selv er fra samme lokalområde, som du søger tilladelse i.
Offentlige områder som dem, vi har beskrevet ovenfor, samt parker og andre offentlige arealer, kræver principielt også tilladelse fra kommunen. Og så er der de områder, hvor det er helt udelukket at tage din metaldetektor med hen. Det gælder for eksempel gravhøje, kirkegårde og andre steder, der kan betragtes som synlige fortidsminder med høj historisk værdi. Hvis du vil vide mere om, hvilke områder i naturen der kan være fredede ud over gravhøjene, kan du finde relevant information på Danmarks Miljøportal.
Danefæ – hvad må jeg selv beholde, og hvad har jeg pligt til at aflevere?
Danefæ er et begreb, der er vigtigt at kende til, når du har en metaldetektor. Begrebet dækker over fund af genstande fra fortiden, som ikke ejes af nulevende personer. For at der skal være tale om danefæ kræver det også, at der er tale om genstande, der er lavet af et værdifuldt materiale som guld eller sølv eller genstande, som har en vis kulturhistorisk værdi. Du er forpligtet til at aflevere fund, der kan betragtes som danefæ eller hittegods, til Nationalmuseet.
Du kan læse den konkrete rådgivning på området fra og med § 27 i Bekendtgørelse af museumsloven fra Kulturministeriet.
Køb en god metaldetektor og tilbehør hos Kikkert-Teleskophuset
Hos Kikkert-Teleskophuset har vi et bredt udvalg af metaldetektorer til fornuftige priser. Her finder du alt, du skal bruge for at komme i gang som detektor. Vi er naturligvis også leveringsdygtige i relevant tilbehør til brug i naturen. Det gælder for eksempel minispader, som du kan bruge til at grave dine fund frem fra jorden, pinpointers, der kan hjælpe dig med at indsnævre, hvor genstande befinder sig i jorden, og graveknive m.m. Tilbehør, som gør din oplevelse med din metaldetektor langt bedre.
Husk også, at vi er blandt de førende specialister i forskellige typer kikkerter, der kan være værdifulde at have med på turen i skoven, på stranden eller på markerne.
Kontakt os for personlig rådgivning om metaldetektorer
Du er også velkommen til at kontakte os for en vejledende snak om metaldetektorer. På den måde får du de bedste forudsætninger for at vælge den metaldetektor, som er bedst for dig. I vores showroom i Aalborg har du også mulighed for at have de forskellige modeller i hånden, inden du beslutter dig. Det er relevant for dig, der sætter pris på komfort.
Har du spørgsmål til nogen af vores produkter, er du altid velkommen til at kontakte os pr. telefon eller skrive en mail til os. Vi bestræber os altid på at give dig en personlig service, der bringer dig tættest på et produkt, som du kan have gode oplevelser med i rigtigt lang tid fremover.